Paroles et traduction Ufo Yepha - Uendeligt øjeblik

Uendeligt øjeblik

Morgenhimmelen smiler fra rød til blå pastel.
Ligger på ryggen i sandet ved vandet, bare mig selv.
Og vinden hvisker til mig, fortæller kloge ting.
Rusker i mit hår, og skubber til en måges vinge.
Og solen bryder stille frem fra under verdens kant.
Og sender varme kys der smelter selv en hærdet mand.
Og lover liv og lys og lyst, til alle os ynkelige.
Jeg står i midten af det hele og nyder symfonien.
Og helt inderst inde, aller dybest nede.
Ligger en lille dreng og tigger mig, lad lyset lede.
I stedet for at krybe af sted, i kælderskakter.
En mørk underverden, hvor rutineslag vist tæller takter.
Det kunne jeg selv have sagt mig, men mit syn var sløret.
Og er det igen i morgen, når sjask og sjap gør byen pløret.
Men lige nu er mit syn forstørret, skærpet.
Som om jeg pludselig, ser alting klart i hjertet.

Omkvæd
Det er morgensure bilister, der dytter i køen.
Det er iskold syreregn, det er sydom i søen.
Det er pisgule, sjaskvåde, gennemblødte bybusser.
Den morgenbodega, folket der drukner dagen i nye sjusser.
For tæt multietnisk vakuumpakket blokke af beton.
Helt ude hvor borgerskabet vist nok er vendt om.
Det er de fortabte, det er de forsømte.
De der var dømt til at tabe, før det begyndte.
Et uendeligt øjeblik.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.
Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
Ønsker bare det må tage mig med.
Et uendeligt øjeblik.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.
Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
Ønsker bare det må tage mig med.

Vers 2
Nattehimmelen tysser så rolig fjern og blå.
Med millioner, nej milliarder af stjerner på.
Og alle blinker til mig, glimter og skinner klart.
Lyser for evigt, jeg kom i går og forsvinder snart.
Sikke historier de kan, hvis bare man kunne det sprog.
Og duggen græder for mig, falder på mit øjenlåg.
Indtil jeg falder hen, og drømmer stjernes sang.
Jeg ved de venter på mig, ved jeg var derude engang.
Og det gør ondt et sekund, men jeg bærer ingen nag.
Så stille at jeg fornemmer, natsværmernes vingeslag.
Fornemmer tyndekraften slipper sit tag.
I mit sind og min sjæl, og kroppen ligger tilbage.
Og så stikker jeg af, tilbagelægger lysår.
Ingen fysikker kan bære de uendeligheder jeg krydser.
Og helt inderst inde, aller dybest nede.
Ligger en lille dreng og ler, fordi vi tog af sted.

Omkvæd
Væk fra morgensure bilister, der dytter i køen.
Fra iskold syreregn, fra sydom i søen.
Fra pisgule, sjaskvåde, gennemblødte bybusser.
Fra morgenbodega, folket der drukner dagen i nye sjusser.
Fra tæt multietnisk vakuumpakket blokke af beton.
Helt ude hvor borgerskabet vist nok er vendt om.
Fra de forpinte, fortvivlede, forkvaklede.
De der venter et helt liv, på lotto-miraklet.
Et uendeligt øjeblik.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.
Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
Ønsker bare det må tage mig med.
Et uendeligt øjeblik.
Livet der var et ganske kort sekund, nu er det faret væk.
Det rammer på mit svageste sted, og jeg overgiver mig.
Ønsker bare det må tage mig med.

Infinite Moment

The morning sky smiles, transitioning from red to pastel blue.
Lying on my back in the sand by the water, just me, myself, and I.
The wind whispers to me, sharing wise secrets.
It ruffles my hair and nudges the wing of a seagull.
And the sun gently emerges from beneath the world's edge.
Sending warm kisses that melt even the most hardened man.
Promising life, light, and joy to all of us, the wretched souls.
I stand in the center of it all, relishing the symphony.
And deep within, at the very core of my being,
Lies a little boy, begging me to let the light guide us.
Instead of crawling through basement shafts,
A dark underworld where the beat of routine dictates the rhythm.
I could have told myself this, but my vision was clouded.
And it will be again tomorrow, when the slush and slop make the city dreary.
But right now, my vision is magnified, sharpened.
As if I suddenly see everything clearly in my heart.

Chorus
It's the morning-grumpy drivers honking in the traffic jam.
It's the ice-cold acid rain, the sickness in the lake.
It's the piss-yellow, soggy, soaked city buses.
The morning bodega, the people drowning the day in fresh shots.
Tightly packed, multi-ethnic, vacuum-sealed blocks of concrete.
Way out where the bourgeoisie has probably turned around.
It's the lost, the neglected.
Those who were doomed to lose before it even began.
An infinite moment.
Life, which was just a brief second, is now gone.
It strikes at my weakest point, and I surrender.
I just wish it would take me with it.
An infinite moment.
Life, which was just a brief second, is now gone.
It strikes at my weakest point, and I surrender.
I just wish it would take me with it.

Verse 2
The night sky hushes, so calm, distant, and blue.
With millions, no, billions of stars upon it.
And they all blink at me, gleaming and shining brightly.
Shining forever, I arrived yesterday and will vanish soon.
Oh, the stories they could tell, if only I understood their language.
And the dew weeps for me, falling on my eyelids.
Until I drift off and dream the song of the stars.
I know they're waiting for me, I know I was out there once.
And it hurts for a second, but I hold no grudge.
So quiet that I can feel the beating of the moth's wings.
I feel the gravity loosening its grip.
In my mind and my soul, and the body is left behind.
And then I escape, traversing light years.
No physicist can comprehend the infinities I cross.
And deep within, at the very core of my being,
Lies a little boy, laughing because we took off.

Chorus
Away from the morning-grumpy drivers honking in the traffic jam.
From the ice-cold acid rain, from the sickness in the lake.
From the piss-yellow, soggy, soaked city buses.
From the morning bodega, the people drowning the day in fresh shots.
From the tightly packed, multi-ethnic, vacuum-sealed blocks of concrete.
Way out where the bourgeoisie has probably turned around.
From the tormented, the desperate, the twisted.
Those who wait a lifetime for the lottery miracle.
An infinite moment.
Life, which was just a brief second, is now gone.
It strikes at my weakest point, and I surrender.
I just wish it would take me with it.
An infinite moment.
Life, which was just a brief second, is now gone.
It strikes at my weakest point, and I surrender.
I just wish it would take me with it.