Текст и перевод песни Marc Facchini - Væk Fra Vor Tid

Væk Fra Vor Tid

Jeg har løbet og løbet hele mit liv
For at finde et sted hvor jeg kunne blive og vente
På lykkelig ro og glædelig larm
Så nu sidder jeg her og lytter til min stilhed
Den er flosset i kanten af sjæle der skriger
Og ruder der smadrer og hjerter der brister igen
Og fødder der smerter og øjne der svier
Og fingre der famler i mørket med snuden vendt hjem

Du har prøvet det selv så ofte som jeg
At skulle stå model til alt det pis de giver os
Dem der har råd til at mene noget
Og dem vi har valgt til at stå for alt det store
De snakker og snakker om penge og pakker
Og glemmer at tænke på koner og børn og dem selv
Og alle os andre bliver fodret med kage
Vi drømmer os væk fra vor tid og tilbage igen

De har taget den fra os, dén frihed vi fik
For vi tog den for givet og glemte lidt at kæmpe
For et bedre sted, for alt var jo godt
Men nu lugter her lidt af blod og sved og olie
Og slimede håndtryk og hemmelige planer
Og jordiske kræfter og rådne bananer
Man glemmer at drømme når lokummet brænder
Man glemmer at vågne når solen er helt dækket til

Det er lige på grænsen men ikke for sent
Til at rejse sig op og sætte en stopper for stanken
Vi har siddet for længe og lavet for lidt
Ladet os hænge og fyldt os med frygt og bedrag
Der stiger en sol over hænder der åbner
Og munde der råber og hjerner der håber på mere
Vi bryder vor tavshed og deler én stemme
Aldrig igen skal vi snyde og glemme hinanden

Loin de notre époque

J'ai couru et couru toute ma vie
Pour trouver un endroit où je pourrais rester et attendre
Le bonheur et le joyeux tumulte
Alors maintenant je suis assis ici et j'écoute mon silence
Il est élimé sur les bords par les âmes qui crient
Et les fenêtres qui se brisent et les cœurs qui se brisent à nouveau
Et les pieds qui font mal et les yeux qui brûlent
Et les doigts qui tâtonnent dans le noir, le nez tourné vers la maison

Tu l'as essayé toi-même si souvent que moi
De devoir être le modèle de tout ce merdier qu'ils nous donnent
Ceux qui peuvent se permettre d'avoir une opinion
Et ceux que nous avons choisis pour s'occuper de tout le grand
Ils parlent et parlent d'argent et de colis
Et oublient de penser à leurs femmes et enfants et à eux-mêmes
Et nous autres, nous sommes nourris de gâteaux
On rêve de s'échapper de notre époque et de revenir

Ils nous l'ont prise, cette liberté que nous avons eue
Parce que nous l'avons tenue pour acquise et nous avons oublié de nous battre un peu
Pour un meilleur endroit, parce que tout allait bien
Mais maintenant ça sent un peu le sang, la sueur et l'huile ici
Et les poignées de main gluantes et les plans secrets
Et les forces terrestres et les bananes pourries
On oublie de rêver quand les toilettes brûlent
On oublie de se réveiller quand le soleil est complètement couvert

C'est à la limite, mais pas trop tard
Se lever et mettre fin à la puanteur
Nous avons été assis trop longtemps et fait trop peu
Nous avons laissé pendre et nous sommes remplis de peur et de tromperie
Un soleil se lève sur les mains qui s'ouvrent
Et les bouches qui crient et les cerveaux qui espèrent plus
Nous brisons notre silence et partageons une seule voix
Jamais plus nous ne nous tromperons et nous oublierons les uns les autres