Текст и перевод песни Myrkur - Tor i Helheim

Tor i Helheim

En stol højt monne stande alt under hvælvet sten
Den var af hovedpande og skøre dødningben
Der så man Hel at true, alt var hun hvid mod fod
Mod issen blå at skue af underløbet blod

Et dødningben det hvide vel bleget i måneskin
Hun straktes ud til kvide med et hævngærrigt sind
Det vare muldent lugte hun sprang det som en vånd
Som kongespir hun brugte det i sin grumme hånd

Det var så tyst derinde, en liglugt overalt
Der rørtes ingen vinde kun hule suk gengjaldt
Tre fakler blåligt lue ved hver en dødning stod
Man idel rædsel skue med intet spor af blod

Der så man Tor at smile, han vendte sig omkring
Han monne hurtigt ile hen i de dødes ring
Han råbte højt derinde da disse strenge ord
Så gå det hver en kvinde som ej tør følge Tor

I usselige dåre som frygter sår og død
Nu Hel jer evigt såre med kval og bitter nød
I lod ej hjelmen hvælve om issen kækt i strid
I skabtes til at skælve så skælv til evig tid

Derpå den strenge kæmpe tren fast for Hela frem
Han måtte stemmen dæmpe i hendes mørke hjem
Han sagde gustne kvinde retfærdigt straffer du
Dog står jeg ej herinde i en frivillig hu

Til Udgårds drot at drage dertil stod fast mit sind
Der kunne han så mage at her jeg vandret ind
Thi sig mig hvis du mægter hvad vej jeg vandre må
For til de stærke slægter i Jotunheim at gå

Der skreg til Mjølners svinger Hel med sin stemme styg
Det klang som sværdet klinger udi en panserryg
Forlad min sort bue gå frem snart est du der
Det blænder mig at skue din sundheds rosenskjær

Der vinkte brat behænde gud Tor med dristigt blik
Sig Loke bort mon vende da Hel forbi han gik
Fast han sit øje lukkede så tungt var ham den gang
Hun så på ham og sukkede i hendes spir det klang

Tor in Helheim

A chair high stands, all under arched stone
It was of skulls and brittle bones
There saw Hel to threaten, all she was white towards foot
Her brow blue to see, of flowing blood

A bone, the white bleached in moonshine's glow
She stretched out in torment with a vengeful mind
Its mouldering scent she savoured, as a torment's wand
Like scepter, she wielded it in her cruel hand

It was so silent therein, a stench of corpses all
No wind stirred, only hollow sighs echoed
Three torches burned blue by every corpse
In pure terror I saw, with no trace of gore

There saw Tor to smile, he turned about
He quickly hastened into the ring of the dead
He shouted loudly therein, when these harsh words he spoke
So may it be to every woman who dares not follow Tor

Oh, wretched fools who fear wounds and death
Now Hel will torment you eternally with agony and bitter need
You did not let the helmet arch over your brow boldly in battle
You were created to tremble, so tremble for eternity

Then the stern champion paced boldly before Hela
Lowering his voice in her dark home
He said, "Grim woman, you punish justly
Yet, I stand not here of my own free will

To Utgard's lord I journeyed, my mind set on that goal
He could so arrange things, that I wandered in here
So tell me, if you are able, what path I must tread
To reach the mighty lineages in Jotunheim

There shrieked to Mjolnir's wielder, Hel with her hideous voice
It rang as a sword against a shield
Leave my dark abode, soon you will be there
It blinds me to see your ruddy glow of health

Then, boldly, god Tor swiftly gestured with his daring gaze
Loki turned away, as Hel passed him by
He closed his eye hard, so grievous was it to him that moment
She looked on him and sighed, in her scepter it rang