paroles de chanson IV - Ulver

Da Trolddomen bleff hæved & need
Paa Jorden han svæved
Da som nu
Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande
Ved hver Bevægelse saa stoor at næsten
Dend vaer Smerte
Medens han gik omkring
Blandt Mennisker, vaer han skuffed først
I Liivets ydre vaer der intet Skifte
Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv
De træller under ham
Med at troskyldig Sind
Fryckter ham
Een Krafft aff sand Natur
Som Sanser uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag
Lig Kvældens Farver
Nattens Aandedrag
For ingen Guderøst hafver nogensinde
Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede
Dæmon, Phantom & Varulv
Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han
I hans Hiærte Een Affgrund tung
Som det sorte Hav
Der eldsker sine Dyb
Der
Sammenkrøget
I Vintrens Bund
Fælder han al deris Glæde
Liiv, Mod & Haab
Maanen, stiigende paanye
Hilser ham fra en sunken Himmel
Oc ved den lydende Midnattssalme
Som Fryckt i Natten væver
Skald de ffromme atter falme