Sørøver Jenny

Mine herrer, her ser De mig stå og pudse glas.
Jeg reder Deres senge for Dem.
De stikker mig en skilling og jeg takker som en træl.
De ser mine laser i et luset hotel,
De aner ikke hvem De har for dem, men
En skønne aften bli'r der skreget i havnen,
Og man spø'r, hvad er det mon der sker?
Og man ser mig stå og smile bag buffeten.
Og man si'r: Hvorfor smiler, hvorfor smiler hun af det?

Et skib med fem master, med fyrretyve kanoner
Har lagt til kaj.

Og de siger: Pas dine glas mit barn.
Jeg svarer: Som De ønsker hr.
Jeg tager deres skillinger og sengene bli'r redt.
Men der er ingen der skal sove i dem mer',
Og de aner endnu ikke hvem jeg er.
På denne aften går det løs i havnen.
Og man spø'r: Hva' skal der nu ske?
De ser mig stå og kigge ud ad vinduet,
Og man si'r: Hvorfor står hun, hvorfor står hun der og ler?

Et skib med fem master, med fyrretyve kanoner
Beskyder byen.

Og mine herrer så' det slut med at ha' det sjovt
Når murene forsvinder i en sky.
I brandskæret ser man mens byen går i grus,
Hotellet står tilbage uberørt af bly.
Man spø'r: For hvis skyld skånes det?
Og den nat opstår der kaos om hotellet.
Og man spø'r: Hvem har sæde der?
Og om morgenen når jeg træder ud ad døren,
Vil man sige: Var det bare, var det bare hende der?

Et skib med fem master, med fyrretyve kanoner
Sender flaget op.

Til middag myldrer der hundreder i land.
Hvert andet hus bli'r gennemsøgt.
De fanger hver eneste de ser på deres vej,
Og lægger dem i lænker og fører dem for mig,
Og siger: Hvem ska' så a' med ho'det?
Og den middag bli'r der stille i havnen,
Når de spø'r hvem der nu skal dø.
Og så hører de mig sige: Allesammen!
Og når ho'det springer, siger jeg: Hopla!
Et skib med fem master, med fyrretyve kanoner
Forsvinder med mig.

Et skib med fem master, med fyrretyve kanoner ...